Hvordan tør vi se kompleksiteten i øjnene, så livet bliver mere levende?

Ja, nu tager jeg altså den antagelse at livet er komplekst - så komplekst at vi ikke kan kontrollere det. Ligegyldigt hvor meget vi forsøger at sikre os, så vil der stadig ske uforudsete ting, nogle mennesker i vores nærhed vil komme til skade eller blive syge og ja, vores nære vil også på et eller andet tidspunkt dø fra os. Ikke nogen behagelig tanke - absolut ikke! Men det er alligevel sådan det er. - og heldigvis for det, for livet bringer jo også helt uforudsete fantastiske ting - fx kærligheden - kærligheden til manden/kvinden i dit liv, kærligheden til dine børn, til naturen - oplevelser, vi ikke på forhånd kan sikre os at vi får.
Når vi frygter alt det ubehagelige, der kan ske os, fristes vi til forsøge at sikre os mod det. I vores liv tegner vi forsikring, sparer op til alderdommen, kræver orden i samfundet og regler i trafikken. Vi lever profylaktisk og spiser for mange bønner. Vi går glip af en masse oplevelser for at leve længere og mere forudsigeligt. Af frygt for hvad der ellers kunne ske.
Hvis vi turde se kompleksiteten i øjnene, turde erkende at selvom vi har indflydelse på vores liv, så kontrollerer vi det ikke - vi kan ikke kontrollere det - og vi skal ikke kontrollere det. Pyh.. - sikken lettelse.
Men på trods af vores manglende kontrol er det jo egentlig gået meget godt. Ikke at verden nødvendigvis er et godt sted at være eller at man svæver på en lyserød sky - kun indimellem ;-)
Men vi har det jo for det meste rimelig godt. Og lykkes jævnligt med livet. Så vi riskerer måske ikke så meget? Vi kender det, når man har været ude for en alvorlig krise - stress, et dødsfald i familen eller alvorlig sygdom. Bagefter er man næsten overrasket over, at man faktisk overlevede det - det havde man egentlig ikke ventet. Og efter et stykke tid oplever man endda at man faktisk er blevet stærkere af det. Så hvorfor egentlig frygten?
Det svære er nu, at tage ved lære af det - lægge frygten til side - at tænke at så forfærdeligt er det jo heller ikke - selvom det eventuelt er forfærdeligt lige nu.

Jeg har en drøm...

TÆNK NU HVIS jeg kunne udvikle og implementere systematisk nærvær og flow i en virksomhed - allerhelst et entreprenørfirma...? Jeg ville være lykkelig.

Tænk at kunne arbejde med at udfolde min hypotese: Ved at være nærværende (skabende nærvær) og i flow opnår vi bedre resultater samtidig med at vi nyder arbejdet og undgår stress. Nærvær og flow er noget, vi kan træne os til.

Hvem er jeg, der skulle kunne implementere så epokegørende tanker i en entreprenørvirksomhed?
Jeg er civilingeniør (B) og har i årevis forfulgt tanken om hvordan man skaber et dejligt arbejdsliv, hvor man både nyder arbejdet og inspireres af det og for alvor bidrager til at skabe meningsfulde resultater. Jeg kan godt lide, når det rykker og der er en stemning af fællesskab og vovemod. Og så orker jeg ikke at tankerne går i selvsving eller i små sko for den sags skyld.

Konkret har jeg skabt et sådant arbejdsliv for mig selv; skabt det et stykke henadvejen for mine medarbejdere i IAK for 15 år siden; som huskonsulent været med til at skabe en sublim flowkultur i Københavns Kommunes Idrætsbørnehave Ryvang 2 (www.ryvang2.dk); som stabsmedarbejder på Københavns Tekniske Skole bidraget til en mere lærende kultur; udviklet helt anderledes tanker om vores måde at forstå fejl og arbejdsprocesser på i bogen "fejl i byggeriet?" sammen med cbs-profesor Kristian Kreiner; coachet ca 200 mennesker sygemeldt med stress til større nærvær; udviklet og implementeret et 12-ugers iværksætterforløb for psykisk sårbare (www.forvandlingsvaerkstedet.dk), der bygger på at hver enkelt menneske udvikler sin anderledeshed til en unik konkurrencefordel samt udviklet og undervist i en innovations- og branding-metode, så man ved at forfølge sin egen faglige drøm kan skabe innovation i det projekt, man nu lige sidder med.

Hvordan kommer vi igang?
Hvem deler min drøm? Hvem har lyst til at samarbejde om at udfolde den, eksperimentere os frem, coache alle de gode sider frem og gøre mere af det? Ændre på regler og rutiner så de giver mere flow, turde se kompleksisteten i øjnene så livet bliver mere levende?

Uhm.. - jeg glæder mig!

Fejl, fejltagelser og fejlkultur...

Her i sommer har jeg sammen med Kristian Kreiner skrevet en bog: "Fejl i byggeriet?" (Nyt teknisk Forlag). Egentlig er det ikke fordi det ligger så stærkt på sinde at der bliver færre fejl i byggeriet - det er nok mere udfordringen i at "vi er stucked" - at vi er kørt fast, der pirrer mig. Og så det at den måde vi taler om fejl på - ikke bare i byggebranchen, men i de fleste brancher og i politik også for den sags skyld. Når vi taler om fejl, kommer det meget hurtigt til at handle om skyld - hvis skyld er det - og hvor dum kan man være?
Den måde vi ser på fejl på i vores bog giver et alternativ - en måde vi kan tale om fejl på uden at pege fingre af hinanden, men på en udforskende måde: hvad skete der egentlig? Hvordan kunne vi have vidst det i forvejen? og hvis vi ikke kunne have vidst det på forhånd, kunne vi så have opdaget det tidligere? Kunne vi have gjort noget bedre end det, vi faktisk gjorde?

I bogen har vi analyseret konkrete cases i byggeriet som fx 6 m kloakrør, facadeelementer, fundamenter og badeværelsesrør. Små cases, der fører til store tanker.

Hvis vi tænker, at vi burde kunne lave tingene uden fejl - uden at skulle lave noget om - uden at skulle udvikle på processen eller på målet undervejs - så bliver vi let skuffede og en smule uforsonlige overfor vores egne og andres fejl.
Hvis vi tænker at vores omgivelser er så komplekse at vi formodentlig ikke kan lave tingene uden at skulle lave noget om eller uden at skulle udvikle processen undervejs eller se målet flytte sig, så kan vi sammen og mere fordomsfrit udforske hvordan vi bedst håndterer de uforudsete elementer, der måtte vise sig undervejs. Og vi behøver ikke se dem som "forstyrrelser" af vores plan, men har også mulighed for at se dem som mulige trædestene for vores projekt.

Det ville være en anden fejlkultur.

Min personlige innovations- og brandingstrategi

Mit motto i Learning4life har i alle 10 år været: Jeg vil gøre det, jeg elsker og gøre det fuldkomment (Jonathan Livingston havmåge) - og nu med Kierkegaard fordring om at arbejde på at blive den, jeg er - ja så er jeg nødt til at fortælle jer om min personlige innovations- og brandingstrategi. Formålet med den er at kunne blive ved med at udvikle mit (måske snævre og nørdede) fagområde, så jeg bliver blandt de 10 bedste og bliver pioner på området og samtidig bliver synlig - brander området og mig selv. Ideen er, at folk skal komme til mig.
Jeg har udviklet den henover nogle år - afprøvet den selv og konceptualiseret den, så jeg kan videregive den til andre. Her kommer den!
Der er 4 faser:
1. Afklar hvilket område du vil være TOP 10 på? Det skal være noget, du elsker; ambitiøst så det frister til nytænkning og relevant for den målgruppe, du vil brande dig overfor. Formuler det som et spørgsmål eller en hypotese.
2. State of the art. Undersøg hvad du allerede ved om emnet og hvad der er værd at vide fx på google, lærebøger og dine egne erfaringer. Find ud af hvilke aktører, der er på området.
3. Research-interviews. Find de fagpersoner, du gerne vil hyres af - dem du vil brande dig overfor. Spørg dem om du må interviewe dem om dit spørgsmål eller din hypotese. Mærkeligt nok siger de fleste mennesker JA til at blive interviewet! Forbered dig og interview dem. Hold kontakten til dem bagefter.
4. Branding. Når du har lavet 1-3 interviews har du stof nok til at skrive en artikel om netop dit område til et relevant fagblad. Så kan alle de andre på området også se at du er ved at udvikle nogle nye tanker på området.

God arbejdslyst!

Hov - er jeg i virkeligheden til Kierkegaard?

Jeg er blevet inspireret af Kierkegaard - ja faktisk som led i min opgave med at skrive børnehaveplan for idrætsbørnehaven Ryvang 2 - et utrolig spændende sted, hvor de kan noget med flow, gyldne øjeblikke og forandringsledelse, så musikken runger! Check dem ud på www.ryvang2.dk
Nå tilbage til Kierkegaard! I følge Kierkegaard er vi allerede skabt - vi skal ikke skabe os selv; men vi må vælge at tage livet på os. Jeg må tage på mig, hvem jeg er - og gøre et personligt arbejde for at blive den jeg virkelig er. Det nytter ikke at fortrænge mine svage eller dårlige sider - så bliver jeg bare frustreret og må hele livet kæmpe for at blive den, jeg er. Der er en enorm forsoning i simpelthen at være den, man er - på godt og ondt. Så bliver livet en gave - og også en opgave, nemlig hele tiden at arbejde på endnu mere at blive den, man er. Uhmm - der er en ro og en autencitet i disse ord - udvikling er at gå dybere ind i mig selv - ikke højere og længere væk fra hvor jeg er nu.
Jeg er superinspireret og følte mig fuldstændig genkendt og hjemme, da jeg læste dem - og da jeg fortalte mine coachkolleger at jeg havde opdaget at jeg er til Kierkegaard - sagde en af dem at det havde han da vidst længe! Han havde bare ikke sagt det, for det troede han da jeg vidste...
Så jeg er altså til Kierkegaard - nu må jeg igang med at læse meget mere...
Og når han skriver om dilemmaer - at der er dilemmaer, der bare ikke er en god løsning på og hvor man som menneske må træde i karakter ved så at vælge alligevel - uhm - ja det er da sådan det er!
Mere Kierkegaard til mig tak!

Sådan et samfund ønsker jeg mig...

For tiden coacher jeg mennesker med stress. En del af stressen skyldes for mange arbejdsopgaver ingen tvivl om det. Men der er også en del af stressen (ikke hos alle), der skyldes at vi stresser os selv med vores tanker. Det er når vi har mange tanker på een gang - både de arbejdsopgaver jeg skal nå i dag, dem fra i går jeg ikke er helt tilfreds med, dem derhjemme, kommende organisations-ændringer og hvad der ellers rører sig. Multitasking var meget populært - jeg troede faktisk også selv at jeg var god til det og at mænd bare skulle lære det ;-)
Men det stresser.
Det er når vi i vores tanker befinder os i fortiden eller i fremtiden. Vi tænker måske over hvordan tingene var bedre, da vi var yngre eller drømmer om hvor godt det skal blive, når successen er hjemme eller projektet er afsluttet. Det stresser.
Det er når vi i vores tanker og følelser befinder os i andre - fx når man forbereder et oplæg og hører tilhørernes vurderinger. Det stresser.
Det er når vi lukker af for at mærke kroppen og sanserne. Fx undertrykker en træthed eller en lyst til frisk luft og arbejder videre. Det stresser.

For at afstresse gælder det om at være tilstede i sig selv lige HER og lige NU. Være autentisk.
Det kan man træne sig til at kunne.
I starten er det anstrengende hele tiden at skulle være opmærksom på sig selv - det er uvant.
Efterhånden bliver det ret let - faktisk meget lettere end alt det tænkeri.

Jeg tror et af de første skridt for de fleste vil være at adskille sig selv fra sine tanker og følelser (Eckart Tolle skriver meget om det i Nuet's kraft). Det handler om at kunne observere sig selv, være bevidst om at nu kommer der en følelse af fx træthed eller en tanke om hvad tilhørerne vil sige - men det er bare en følelse eller en tanke, det er ikke egentlig mig og jeg kan vælge om jeg vil fokusere på denne følelse eller tanke eller jeg vil lade den passere og igen fokusere på det jeg er i gang med. Meditation er en måde at træne det på. Jeg træner det gennem GV (Gensidig Genvurderingsvejledning) - her sætter vi uret til fx 10 min og vælger bevidst at fokusere på nogle følelser i de 10 min (og aflade på dem, men det er en anden historie) og når tiden er gået bruger vi nogle få afledende spørgsmål som hjælp til at flytte fokus tilbage til her og nu igen. På måske 30 sekunder kan man gå fra gråd og dybe følelser til at være tilstede i nu'et.

Andre metoder til at finde ind til sig selv - finde NU'et -

• kan være afspændingsøvelser, så man slipper spændinger og tømmer hovedet for tanker;
• fokus på sine sanser - se, lyt, mærk, smag noget som om du aldrig har oplevet det før - vær fx 5 min om at spise een rosin...
• hav kun fokus på een ting ad gangen
• læg mærke til om du pludselig befinder dig i fortiden eller fremtiden og træk dig ind til Nu'et

Min ambition er at kunne finde ind i Nu'et - finde mit autentiske jeg - i enhver opgave eller situation livet bringer mig i.
TÆNK hvis vi kan udføre vores arbejde på en sådan tilstedeværende måde - uden at stresse os selv og med meget større fokus og nærvær - sådan et samfund ønsker jeg mig!

Det forunderlige menneske og vores dans med kompleksiteten - Livet

Er det ikke utroligt og forunderligt hvad vi mennesker egentlig er i stand til? Jeg er imponeret!
Vi lever i en meget kompleks, dynamisk og uforudsigelig verden og alligevel lykkes vi med at overleve som art gennem 1.8 mio år, leve og nyde livet som enkeltindivider og til stadighed udvikle os selv, ny teknologi og selv bidrage til kompleksiteten med et totalt uforudsigeligt og meget levende følelsesliv og fantasirigdom. Jeg er imponeret!
Vi gør det alt for snævert ved kun at se det gennem økonomiske briller - så ser vi kun kriser og renter og mennesker, der bruger ders kreativitet til at svindle penge fra andre. Hvor pauvert i forhold til hvad vi mennesker egentlig er!

Konkret interesserer jeg mig for arbejdsmarkedet - vi har forholdsvis stor ledighed nu - omend kun omkring 1/3 af hvad den var i '93. Gennem de økonomiske briller er der masser af mennesker der ikke (kan) bidrage til samfundet - de får dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension og opfattes som en byrde for samfundet. Jeg har heldigvis lejlighed til at møde en del af dem i mit arbejde som coach - det er spændende ressourcestærke mennesker, der bare ligenu er i en krise, har fået stress eller passer deres handicappede børn, så de ikke skal ligge samfundet til last. Det er mennesker, der er fulde af ideer og mennesker, der lægger så stor vægt på menneskelig respekt og værdighed at de ikke kan tåle at se på den behandling mennesker sommetider får i vores samfund - som medarbejdere, som ældre på plejehjem eller som kunder, der egentlig burde få service.
Vi har så travlt med den økonomiske dagsorden og et materialistisk perspektiv - hvad nu hvis menneskelig opmærksomhed er den knappeste ressource i verden? Udpiner vi i virkeligheden en masse skolebørn, medarbejdere, ildsjæle og andre ved ikke at give dem den menneskelige opmærksomhed, der kunne få dem til at blomstre som mennesker? Jeg tror det. Jeg tror vi ved at give meget mere opmærksomhed og menneskeligt nærvær til hinanden både privat og på arbejdspladser og i skoler ville kunne opelske en kreativitet og en forandringsvillighed hos den enkelte, der overgår vores vildeste forestillinger.
Tænk hvis vi forestillede os at alle mennesker kunne finde deres passion og finde tryghed nok til at tage ansvar for at forfølge den - hvis bare vi gav hinanden god og positiv opmærksomhed...!
Konkret kunne jeg godt tænke mig at eksperimentere med at udvikle nærværende opmærksomme måder at arbejde på - så vi ikke nødvendigvis prioriterer papirarbejdet først, men prioriterer den menneskelige kontakt først - og stoler på at mennesker der forfølger deres passion bidrager til samfundet på endnu bedre måder end vores politikere kunne have planlagt det.
Kunne vi fx forstille os et plejehjem eller en gruppe hjemmehjælpere, der træner deres nærvær, så de istedetfor at komme stressede ind ad døren er nærværende - de har allerede indset og accepteret at man ikke når mere bare fordi man stresser - Det er egentlig ikke svært at forestille sig vel? Eller skolelærere der har deres faglige stolthed og nyder at se ungernes læring folde sig ud - og selv har overskud til ungernes uforudsigelige input og til at udvikle nye ideer undervejs.
Eller sagsbehandlere på jobcentre der oprigtigt byder velkommen og har energi til at give den ledige et boost og se hans helt specielle ressourcer.
Børnehaven, hvor det er flow, der styrer hverdagen har jeg allerede set (www.ryvang2.dk) og også tidligere skrevet om her på bloggen.... og Plejehjemmet Lotte, hvor Thyra Franck er leder er også et eksempel på at vi kan lade mennesket komme først...

Lad os få nogle flere! Vi kan godt - selvfølglig kan vi det!

Et livskraftigt samfund...

Jeg har en drøm. En drøm om et anderledes samfund. Jeg forestiller mig et samfund, hvor vi hver især faktisk ved hvad vi drømmer om, hvad vi er passionerede (ikke pensionerede!) om.
Og at når vi har en passion, der er stærk nok til at vi vil tage ansvar for at forfølge den, så finder sammen med eventuelle andre, der måtte have en lignende passion og hjælpes ad med at realisere den. I samfundet opstår der så en masse grupper - måske de finder hinanden på facebook? - grupper der arbejder på at skabe et eller andet, hvad der nu måtte være deres passion. Det kunne være den lokale skole, bare fællesskab i ens egen familie, grøn kirke, imod genteknologi, for et åndeligt fællesskab eller hvad nu vi hver især brænder for. Der ville opstå myriader af grupper, der arbejder og handler på mange forskellige måder - hvad vi nu tror der skal til for at netop vores drøm kan gå i opfyldelse. Der vil selvfølgelig også væe grupper der modarbejder hinanden - vi drømmer jo ikke om det samme allesammen - sådan må det være i et demokrati. Men måske finder man ud af at netop ved at komme i dialog med den gruppe, der modarbejder ens egen drøm og prøve at finde en smule fælles forståelse, så kan man måske ligefrem arejde sammen om noget - eller i det mindste forstå sin "modstander" bedre. Det vil aldrig falde til ro i et ideelt samfund - det vil hele tiden være i bevægelse - for der vil hele tiden være mennesker, der drømmer om noget, drømmer om mere af det samme eller om noget andet - eller bare om at udforske hvad det også kunne være - er det ikke det livet handler om?
Uhmm - det samfund vil jeg gerne bo i!